Hilsen til mine ex-svigerforældre

Kære jer

Tak for de år jeg kendte jer. Jeg har gennem rigtig mange år ønsket at sige farvel til jer.

Før I læser videre, vil jeg bede jer læse min post: ”Angsten”, da den er vigtig for at kunne forstå sammenhængen.

Den sidste tid, jeg kendte jer, var rodet. Vi var inviteret til fødselsdagsfejring for lillebror den 18. januar 2000. Jeres datter og jeg talte om vores situation i jeres nye køkken, og vi blev enige om, at forholdet var slut. Jeg vidste tilfældigvis, at hun siden sommeren 1999 havde haft noget kørende med en anden (som senere blev hendes nye mand), hvilket jeg dog aldrig har nævnt for hende. Jeg kunne ikke rumme mere og smuttede direkte fra køkkenet og ud til jeres entre, tog overtøj på og gik, uden at sige farvel. Klokken var ca. 17,00. Jeg tror at jeres datter forklarede jer den spændte situation og måske de komplicerede omstændigheder.

I flere måneder derefter ville jeg kontakte jer. Jeg er meget ked af, at jeres datter, havde set mine dårlige sider, som den mærkelige sergentagtige holdning, jeg havde dengang, det griner jeg lidt af i dag. Den der anspændte holdning og facon virker lidt grinagtig, når jeg tænker tilbage. Men heldigvis fik jeg hjælp senere. Jeg skulle have fået hjælp lang tid før. Jeg tænkte ikke så langt. Det var svært. 

Jeg kom i behandling efter opløsningen af vores forhold. En person rakte hånden ud til mig, denne person havde indsigt og evne til at hjælpe og igangsætte det, der skulle til for at få mig på ret køl. Personen var som sendt fra himlen. Det siger jeg fordi vedkommende, der gjorde det, var ikke lang tid om at gennemskue, at det var helt galt, men hun støttede mig, og fortalte mig, at jeg kunne få professionel hjælp og få det bedre.

Der kom en hård tid, hvor jeg fik professionelt behandlet de traumatiske oplevelser. Men jeg var samtidig så heldig at møde en sød, rar fantastisk kvinde, som jeg fik et enestående venskab med. Hun var en god støtte til, at mit selvværd kom tilbage.

Jeg begyndte så langsom at føle jeg var noget værd, og at føle livet på en anden måde. Jeg begyndte at nyde det mere. Der kom mere værdi, mere glæde, mere humor. Min angst og mine mareridt forsvandt langsomt og min brors tyranni kunne jeg tackle bedre og bedre. Jeg fik langsomt flere kræfter, og fik flere gode venner, som jeg stadig ser.

Der gik nogle måneder før jeg var ved at være på ”ret køl” og kunne se og påskønne gode sider af tilværelsen.

Jeres datter og jeg aftalte dengang i 1997, at jeg skulle give den en ”skalle”. Vi havde jo lige købt hus, og ville opbygge noget sammen. Jeg skulle bruge mine forretningsevner til at få flere penge hjem. Vi skulle bygge et godt fundament op, så der var flere midler.

Det var aldrig meningen eller planlagt, at jeg skulle have permanent natarbejde, men jeg havde det i en periode for at skrabe lidt mere sammen til jeres datter og mig. Det var en aftale mellem os, at natarbejdet kun var for en periode, og jeg søgte samtidig andet dagarbejde.

Jeg arbejdede hårdt og et år senere kunne jeg kalde mig for købmand. Jeg overtog et pænt stort supermarked. Min livsdrøm om at få min egen butik kendte I, og jeg havde jo også uddannelsen som Uddeler gennem FDB (nu COOP).  Det første år var hårdt, da jeg måtte investere i et andet kølesystem. Dette er meget kostbart. Så jeg havde store afskrivninger.

Min livsdrøm om at eje et supermarked blev opfyldt. Jeg begyndte at tjene gode penge. Dette var også den plan, jeg havde med A, og tænkte derfor tit på hende igennem processen.

Jeg begyndte også at spekulere i værdipapirhandel og tjente penge på aktiehandel. Omsætningen steg med årene. Indtjeningen var god og jeg gav personalet bedre løn end overenskomsten og indførte tidlig lukning på udvalgte dage. Vi havde sommerudflugter til Bakken og julefrokoster med gaver til personalet. Jeg gik op i, at vi havde et godt psykisk arbejdsmiljø og havde et godt samarbejde med tillids- og miljørepræsentanterne. Jeg solgte senere mit supermarked.

Jeg mødte en kvinde i februar 2000, som blev min bedste ven og vi har nu været sammen i 25 år. Vi fik 2 børn. Senere fik jeg en stor lyst til at hjælpe og støtte borgere i det fysiske, psykiske og sociale. Jeg brugte omkring 3 år på at læse psykologi og pædagogik. Jeg startede så på en uddannelse til social- og sundhedsassistent. Dette var det bedste valg nogensinde i mit liv. Det er meget berigende, at være der for mennesker med behov for hjælp og støtte.  

Vi holder meget af at rejse sydpå. Børnene tager også med derned, og nogle gange med deres kærester. hvis der er tid og lyst. En gang om året inviterer vi alle derned.

Efter min fars død blev hans værdier opgjort og arven blev fordelt. Alt i alt havde jeg nu en pæn formue fra opsparing, arv, aktiehandel og salg af mit supermarked. Jeg har siden fået formuen til at yngle, som en god sikkerhed til min familie.

Jeres datter og jeg planlagde jo allerede dengang at spare op, og hun havde jo selv sparsommelighed som en af sine positive sider. Hun var en stor drivkraft for mig til at tjene penge på handel. Men selv om vi gik fra hinanden, havde jeg hende i mine tanker, fordi jeg dengang var glad for hende og hun derfor motiverede mig.

Familiehygge er en stor prioritet, og jeg har sammen med min kæreste og børnene ofte været rundt omkring i Danmark på kortere og længere ture. Fx holder vi af at besøge Petersens Familiehave på Frederiksberg og nyde god jazzmusik. Jeg drikker ikke øl - blev allergisk overfor alkohol for ca. 15 år siden. Til gengæld kunne jeg pludselig godt tåle kattehår, så det var en stor glæde at kunne få 2 dejlige katte ind i familien.

Under overfladen lå der gennem mange år en grundliggende tristhed og angst for ikke at være god nok, for ikke at kunne leve op til andres forventninger. Dette blev sået i mig allerede i barndommen af en bror, der var psykisk og fysisk voldelig. Dette er uddybende beskrevet i min post ”Angsten”. Forholdet med jeres datter, fik dette lidt på afstand, men dybt inde lå det og ulmede. 

Jeg kunne ikke tage imod de ellers gode og venlige ord fra jer. Jeg var usikker, og det kunne I se. Der var mange gange hvor du, ex svigermor, ramte plet. I dag beundrer jeg dine evner til at kunne se, at jeg havde det svært med at fortælle om det. Jeg skammede mig også, og det var årsagen til min afstandtagen fra dig. Jeg var bange for hvilke konsekvenser det ville få, hvis jeg ”åbnede” mig. Dog ikke fra dig, men jeg vidste at min bror ville på en eller anden måde gøre noget voldsomt på mig eller få nogle af hans venner til det. Det var jo sket før for mig og andre med alvorlige følger. Jeg forstår godt at du så på mig som mærkelig. Det var jeg jo, og det har jeg siden været ked af. I har begge to altid været velmenende.

Jeg holdt meget af jeres datter og var hende aldrig utro. Hun gav mig stor drivkraft. Dette glemmer jeg ikke, men den sidste tid var bitter. Sidste gang, jeg talte med jeres datter var i efteråret 2000. Her fortalte hun, at hun havde det godt, og at hun havde fundet ”manden i sit liv”, hvilket jeg lykønskede hende med.  

Jeg håber i er ved godt helbred og ønsker jer mange gode år endnu.

De bedste hilsner fra Christian