Angsten

Jeg har i længere tid overvejet at skrive om mine oplevelser som barn og ung, fra ca. 4-19 års-alderen. Jeg opvoksende hos mine forældre, sammen med min storebror, som var 11 år ældre og fysisk meget robust. Familien flyttede til Jyllinge i 1974.

Den angst, jeg opbyggede i opvæksten, satte dybe spor i min personlighed og adfærd.

Angsten blev bogstavelig talt banket ind i mig. Jeg levede i en konstant frygt for, hvad der nu ville komme, hvis jeg ikke levede op til bestemte opstillede krav, som prægede barndomsmiljøet, og bl.a. indbefattede kontrol og overvågning af stort set alt, hvad jeg foretog mig.  

Mine værste oplevelser var indespærringer. Jeg blev indespærret ca. 13-15 gange fra ca. 8-års alderen til langt op i teenageårene. Indespærringen blev brugt når vi var alene hjemme, hvis jeg ikke havde levet op til min brors forventninger, som fx at jeg ikke kunne forstå lektierne eller ikke deltog i hans KU-møder. Det startede med bank og derefter fysisk indespærring på fx gæstetoilettet i adskillige timer. Han truede mig så med at smadre mig, hvis jeg ikke var stille. Hele hans måde at agere på, og alt det jeg oplevede med ham, gjorde at min bror var det ultimative trusselsbillede. Bare det at høre hans fodtrin nærme sig toilettet, hvor jeg sad, gav mig kuldegysninger, spændt mave og sved. Hvad vil han gøre ved mig nu, tænkte jeg ofte.

Dagligt og ugentligt var jeg udsat for fysisk vold, psykisk vold, planlagt overvågning (kort og langdistance), skræmmebilleder af våben som kunne bruges, fx blev en pistol brugt som indirekte trussel. Dette var almindelig kendt i familien og selv om jeg bad om hjælp hos mine forældre, skete intet, da mine forældre var fraværende, men også meget angste for min brors reaktioner. Gennem årene havde min bror en uforståelig magt over mine forældre. De frygtede ham helt enkelt, og særligt min mor, som gik hjemme, turde aldrig sige ham imod, da han end ikke gik af vejen for at slå hende. Min mor flygtede nogen gange over til naboen, for at få fred. Min far var meget konfliktsky, og så var han altid træt, når han kom hjem fra arbejde. Ofte arbejdede han også i weekends.

I det følgende vil jeg beskrive nogle af de hændelser, jeg oplevede i opvæksten med min bror.

Sandkassen

Jeg holdt af at lege i sandkassen omme i baghaven, da jeg var 4-5 år. Nogle gange, når jeg sad der og byggede veje og parkeringspladser, som jeg kørte rundt på med mine legetøjsbiler, kom min bror forbi og trådte umotiveret det hele i stykker. Da det var sket en del gange, ville jeg kun lege i sandkassen inde hos naboen.

Lektielæsning

Af og til deltog min bror, når jeg lavede matematikopgaver ved spisebordet. Når der var noget, jeg ikke havde forstået første gang, han havde forklaret det, sprang han op fra modsatte side af bordet og gav mig en syngende lussing på højre side af hovedet. Jeg sad derfor med mavesmerter af angst, når min bror skulle ”hjælpe” mig med lektier.

Pappresseren

Da min bror var 16-17 år arbejdede han som flaskedreng og vareopfylder i Brugsen. En dag sad han hjemme ved spisebordet og fortalte, hvad han havde gjort mod en anden flaskedreng på arbejdet lige før lukketid. Min bror havde aftalt med den ene af de to andre flaskedrenge, at de skulle give den anden flaskedreng en lærestreg. Min bror havde tømt pappresseren og da den anden dreng kom ud til dem, åbnede min bror lågen og smed ham ind i pappresseren og trykkede på knappen, så pressen begyndte at køre ned. Da pressen havde kørt lidt ned mod drengen, åbnede min bror den og hev ham ud. Min bror havde stor morskab ud af at fortælle, hvordan drengen hylede og skreg, og hvordan han var sølet ind i sit eget tis og afføring. Min bror fortalte igen denne historie mange år senere som underholdning til en af hans herre-julefrokost, hvor han havde inviteret mig med, så jeg kunne deltage i servering og oprydning.  

Overvågning

Et eksempel på den overvågning, jeg var udsat for som teenager, var da jeg var ca. 16 år og min bror var flyttet ind til København. Hvis jeg om morgenen havde valgt noget tøj, som ikke faldt i min brors smag, kunne jeg om eftermiddagen få et opkald fra ham, når jeg kom hjem efter en knallerttur i Jyllinge. Min bror, som det tidspunkt boede på Landsdommervej, kritiserede det tøj, jeg havde på og spurgte, hvorfor jeg havde den ”flippede” jakke på (om den blazer jeg netop havde købt). Frygten for overvågning og vold, gjorde at jeg stivnede og fik ondt i maven. Jeg begyndte at ryste, for jeg måtte forvente en dom fra min brors side. Hvordan ville han afstraffe mig? Måske ville han som andre gange, kommandere mig til hans bopæl i København, hvor jeg skulle stå skoleret og afstraffes. Jeg var klar over at det ikke nyttede noget at sige ham imod, for jeg forventede, at han måske ville slå mig ihjel, som han så ofte havde truet med. Men i de fleste tilfælde fik jeg tæsk i form af tunge baghånds-lussinger med hans hånd, som arealmæssigt fyldte det meste af den ene side af mit hoved. Dette var til stor fornøjelse for ham, hvilket kunne ses i hans onde og hadefulde øjne. Jeg led af gentagne mareridt, som omhandlede de værste frygtbilleder og som altid fik mig til at vågne badet i sved. Det var udmattende, og jeg følte ofte en kæmpe søvnmangel og hovedpine, som kunne vare timevis.

Kontrol og magt

Min storebror, som havde været bestyrelsesmedlem i KU i Roskilde, stiftede KU i Gundsø Kommune, da vi boede i Jyllinge. Han havde en super god evne til at skabe kontakter og venskaber. Det havde ofte noget at gøre med hans politiske arbejde, men også hans forretningsmæssige forbindelser, og han opbyggede et stort netværk af medløbere, partifæller, kammerater osv., som altid stod klar til at udføre hans befalinger, herunder overvågning og kontrol af andre.

Dette var han meget stolt over og hoverede ofte i årenes løb over sin magt. Der stod altid såkaldte venner klar til at informere ham og udføre opgaver for ham. ”Vennerne” blev også brugt til at medvirke til kriminelle handlinger, og selv at udføre kriminelle handlinger for min bror. Ordrene kom ofte pr. langdistance, og min bror var meget stolt af sig selv.

Jeg husker en episode, hvor en mand havde et mellemværende med min bror. Min bror fik et par af sine lakajer til at køre op til mandens private bopæl, parkerede i forhaven, sparkede hoveddøren op og gik ind efter manden, som de trak ud af huset og ned af indkørslen, hvor de holdt ham fast. Jeg sad med min bror i hans bil ude på vejen (han havde som sædvanligt tvunget mig med). Min bror havde en kikkert, så han kunne følge med på afstand. Da de stod med manden for enden af indkørslen, ud mod vejen, gik min bror derover og gav manden nogle ”beskeder” direkte ind i hovedet. Derefter kørte vi og lakajerne til et sted, hvor de snakkede sammen. Der hørte jeg, hvordan min bror grinende fortalte om, hvordan han havde sat manden på plads.

Episoder som denne var med til at cementere min brors magt overfor mig. Det var hans måde, at gøre mig til en god partisoldat, som altid stod ret og adlød hans kommandoer. Jeg turde ikke have egne ønsker og drømme for det ville han straffe. 

Min bror havde stor fornøjelse af at planlægge straffen mod folk, han var sur på. Han kunne godt lide at få sine kumpaner til at straffe på den rigtige måde – fx ramme en person på det strategisk rigtige sted på kroppen, hvor vedkommende var mest sårbar i forhold til at varetage sit erhverv. Det kaldte han ”bestillingsarbejde”. En brækket arm på en mekaniker, kunne fx afholde ham fra at udføre sit job i flere måneder.

Pistolen

Min bror var meget våbenliderlig og viste stolt sin våbensamling frem til udvalgte personer. Han havde bl.a.  en meget flot Colt 1911 Government model. Den var han meget stolt af og fortalte at han havde mere end 3.000 patroner liggende til den. Han sagde engang: ” jeg har altid en løsning på problemer”. Det var ikke bare det, at han fortalte om det, men også at han gjorde det på en sådan psykologisk måde, at det skabte frygt i hans omgivelser.

Der er utallige eksempler på episoder, som beskrevet ovenfor. Jeg bad ofte til Gud om hjælp. I mange år ønskede jeg at forlade jorden, altså tage mit liv. De første gange jeg tænkte på selvmord, var jeg omkring 9 år. Selvmordstanken var skøn og kunne virke lidt befriende for mig. Jeg drømte så tit om et andet sted at være. Jeg kunne lægge mig ud på græsplænen om sommeren og lægge planer for selvmord, og drømme om dejlige steder, hvor jeg kunne flygte hen. Men jeg var ikke stærk nok og jeg turde ikke gøre selvmord. Ikke før jeg blev omkring de 16-17 år gammel. Det sidste selvmordsforsøg lykkedes næsten for mig, men jeg begik fejl, som gjorde at jeg overlevede. Selvmordstankerne huserede i min hjerne i mere end 8 år.

Mine bekendelser, som er uddrag fra mine egne journaler, bliver delvist brugt i foredrag og som undervisningsmateriale og cases på sundhedsområdet.